7. juli 2016

Når solen går ned...

et sted, står den op et andet, siges det.

Sådan føles det ikke at skulle skilles fra sit livs kærlighed.
Det føles mørkt og som et dybt og uendeligt fald ned i intetheden, hvor solen ikke findes og derfor heller ikke kan stå op noget andet sted.
Men nu er jeg ikke faldet ned i intetheden. Jeg er dog faldet med en meget hård landing efter et lodret fald, og hvor drømme om nu og om fremtiden er knust, men jeg er faldet fra cloud 9 og ned på jorden, så jeg må tro på, at solen på et tidspunkt atter står op - bare et andet sted, og skinne ned på mig, på os - Jakob og jeg, for vi bliver i hinandens liv. Blot på andre betingelser.

En sød veninde sagde til mig, at min intense sorg og smerte skyldes, at jeg har elsket meget højt, og at jeg har været heldig at have oplevet og følt så dyb kærlighed, for det er ikke alle forundt, selvom de måske lever et meget langt liv. Det er en ringe trøst, kan man sige, men lige disse ord resonerede i mig og gjorde mig både meget ked af det (fordi de beskriver et hjerteskærende tab, som jeg helst ville have været foruden, selvfølgelig) og meget rolig - for ja, jeg har været så heldig at møde et helt igennem dejligt, særligt, meget kreativt, irriterende udfordrende og meget kærligt menneske.

I Jakobs og mit tilfælde står solen op et andet sted på et tidspunkt - det skal nok komme, men lige nu er solen gået ned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar